Sommer-nyt 2023
Kære spejdere og forældre,
På fredag går børnene på sommerferie og det er en fin anledning til at stoppe op og tænke lidt over tingene. Der er nogle vigtige oplysninger i denne mail så læs den venligst omhyggeligt.
Når skolen går på sommerferie holder vi også sommerferie fra spejdermøderne, men nogle af os ses jo allerede i næste uge igen til dette års sommerlejr. Se nærmere længere nede.
Vi starter op igen efter sommerferien i uge 33 – det er ugen efter skolen starter.
Hjælp! Vi har succes!
Til august starter vi en ny mikrogren for børn fra årgang 2016. Der er allerede ti af dem der har gået til “familiespejder” her i foråret.
Jeg forventer at vi til august/september runder 70 medlemmer af spejdergruppen i Ejby. Det er vidunderligt! For fem år siden var vi nede omkring de 10 medlemmer. Sikke en vækst.
Men det betyder også at vi bliver nød til at rykke lidt rundt på bemandingen efter sommerferien.
Jeg, Arne, har det sidste halvandet år både været leder for vores juniorer og minier, samt koordineret gruppen som helhed som gruppeleder sammen med Mathias.
Det er ikke holdbart i længden. Så efter ferien stopper jeg som minileder og som juniorleder. Jeg kommer i stedet til at være leder i den nye mikrogren så den kommer godt fra start samt have endnu mere fokus på gruppen som helhed som gruppeleder. Så jeg er her stadig omend i nogle lidt andre roller.
Vi har brug for flere voksen-hænder
Tejs, René og Jakob fortsætter som juniorledere og Bjørn, Rasmus og Flemming fortsætter som miniledere.
Vi er ikke udbrændte, men hvis vi heller ikke skal blive det er der brug for flere spejderledere.
I juniorgrenen er vi udfordret af at René pga. aftenarbejde kun kan være der hver anden uge og i minigrenen er vi udfordret af at vi nu er oppe på 25 meget livlige spejdere der skal laves gode aktiviteter for og holdes styr på.
Dvs. juniorgrenen har brug for 1-2 ekstra leder, mens minigrenen har brug for 2 ekstra. Til alt held kan man træde ind i et allerede fungerende samarbejde og blive “lært op” løbende.
Du kan læse mere om at være spejderleder på https://ejbygruppe.dk/bliv-leder
Erfaringen viser det ikke er nemt at finde ledere og realiteten er også at det mest realistiske er at vi skal finde dem blandt forældrene. Det er altså nu du skal overveje om det ikke er dig selv der skal have en masse gode oplevelser med spejderne! Og det er nu I alle sammen skal kigge på hinanden og hjælpe med at finde den/de rette.
I øjeblikket er de fleste spejderledere i gruppen fædre. Så selvom vi ikke er kræsne vil unge, ældre og andre køn være en ekstra stor gave!
Efterårets program
Lederne er allerede begyndt at tænke over efterårets program.
Husk at en opdateret kalender altid kan ses inde på https://ejbygruppe.dk
For mikroer og minier er der weekend-tur fra lør.-søn. d. 30. sep. – 1. okt. sammen med de øvrige mikroer og minier i Vestskov Division.
For juniorerne er der weekend-tur fre.-søn. d. 6. – 8. okt. sammen med de øvrige juniorer i Vestskov Division.
Jeg ved at både minierne og juniorerne overvejer hver deres weekendtur i vores egen hytte også! Datoerne får I så snart de er klar.
Afbud
Jeg blev for nylig spurgt om vi egentligt gerne vil have at vide hvis en spejder ikke kan komme til det ugentlige spejdermøde.
Og, ja, det vil vi absolut gerne! Det betyder meget for os at vide om vi allerede er så mange som vi bliver på dagen eller om vi lige skal give de sidste et par minutter mere.
I samme ombæring vil vi også meget gerne have afbud hvis I ikke kan deltage i turene. Her hjælper det os med at gennemskue om den manglende tilmelding skyldes at I ikke kan eller I blot har glemt deadlinen (for det er der desværre også en del der gør).
Generelt skal I vide at jo hurtigere I kan melde til ture jo nemmere er planlægningen for os spejderledere. Den deadline vi sætter der der hvor vi senest er nød til at vide det, men det hjælper os virkeligt jo hurtigere I kan give svar.
Giv en hånd!
Hvis nu man ikke kan træde til som ny spejderleder så er der heldigvis også andre måder man kan hjælpe på 🙂
Og det er i heldigvis også rigtigt gode og søde til. Tusind tak for det!
I den kommende tid vil vi prøve at blive endnu bedre til at få jeres hjælp til at løse en række praktiske mere ad hoc-baserede opgaver.
På hjemmesiden vil I kunne finde en oversigt over hvad der kunne hjælpe os og hvor I kan byde ind med jeres hjælp. Se https://ejbygruppe.dk/kampagne/giv-en-haand
Sommerlejren
Sommerlejren er lige rundt om hjørnet.
Vi er i alt tilmeldt 25 minier og juniorer. Pakkeliste m.m. finder I på hjemmesiden.
En del af jer har meldt jer til at køre spejderne der op. Tusind tak for det. Jeg skriver til jer senere på ugen med konkret info når jeg har lagt planen for det.
På grund af ændrede ferieplaner og sygdom i familie er vi muligvis pressede på ledere fra onsdag til torsdag hvor det kun er juniorerne der er der. Hvis der er en forældre der har mulighed for og lyst til at være backup så giv gerne besked.
Spejderhilsen
Arne ⚜️ ☘️
minileder, juniorleder, familiespejderleder og gruppeleder
snart kun mikroleder og gruppeleder 🙂