Sankt Hans-tale 2025

Kære besøgende, borgere, borgmester, børn og barnlige sjæle
Kære alle sammen

(endnu engang) Velkommen til Sankt Hans aften her i Byparken.

På vegne af arrangørerne – det er spejdergrupperne her i Glostrup – vil jeg sige jer tak for at være kommet – det danske sommervejr til trods.

I aften fejrer vi Sankt Hans. Og omend aftenen har fået navn efter Johannes Døberen strækker fejringen sig endnu længere tilbage.

Det er en fejring – eller markering – af midsommeren, sommersolhverv, altså årets længste dag. Det er en fejring af sommer og sol.

I gammel tid tjente Sankt Hans-bålet også til at skræmme de onde ånder væk. Og med tiden også hekseafbrændingerne.

Selvom nogen måske godt kender en heks (M, K, eller andet) de I en snæver vending gerne så på bålet, så ved vi jo godt at den tid er forbi og at sådan skal det også være.

I dag handler Sankt Hans-aften nok mere om fællesskabet – nogle hyggelige timer ved bålet i godt selskab.

Fællesskabet finder vi i mange former og størrelser.

Der er de små og uformelle fællesskaber.

To børn der møder hinanden på legepladsen. Det starter med et Hej og hurtigt finder de hinanden i en fælles leg og fantasiverden. Imens falder forældrene i snak og udveksler tanker og fifs til, hvordan man får de små banditter til at sove.

Eller naboer, der låner hinanden en græsslåmaskine eller tager en liter mælk med fra købmanden.

Det er i fællesskabet vi finder sammenhold og tryghed. Det er her, vi finder smil og latter. Og det er her, vi er nysgerrige og får udvidet vores horisont.

Vi har også de lidt større og mere organiserede fællesskaber.

Fx fodboldklubben, spejdergruppen, danseforeningen eller seniorklubben.

Det er steder, hvor vi mødes og dyrker en fælles interesse – i fællesskab. Og nogle gange mødes vi måske netop for at dyrke fællesskabet.

De fleste fællesskaber er kendetegnet ved at vi alle bærer noget med ind i det. Vi løfter i flok. Vi hjælper hinanden. Sammen bliver vi stærkere. Summen bliver større end individerne.

Fællesskabet forpligter også.

Nogen tager tjansen som formand eller kasserer. Andre er altid klar når der udføres en praktisk opgave.

Men vi er alle forpligtede på at få fællesskabet til at fungere. Hvad enten vi stiller op til bestyrelsen, kommer og stemmer på generalforsamlingen eller er den der sørger for der er kaffe på kanden og at der bliver sagt velkommen til de nye der er på vej ind i vores fællesskab.

For hvis ingen gør en indsats, falder fællesskabet sammen. Og det handler ikke nødvendigvis om at gøre et kæmpe offer eller bruge hele sin fritid på det.

Hvis ingen af de to børn på legepladsen tager initiativ til et Hej bliver der måske ingen fælles leg og fantasiverden.

Alt efter evne, naturligvis. Vi har hver vores styrker og der går ingen skår af dig for at løfte dem, der har det sværere, ind i fællesskabet. Og der er ingen skam i at tage mod en fremstrakt hånd, der vil hjælpe en til en plads i fællesskabet.

Vi har også nogle større fællesskaber som vi måske ikke altid selv har valgt til.

På arbejdspladsen, i skoleklassen, eller som indbygger i kommunen og samfundet i øvrigt.
Det er alt sammen fællesskaber som vi ikke nødvendigvis har valgt til, men som dog stadigvæk er fællesskaber. Og fællesskaber, der kræver vores indsats for ikke at falde sammen.

Husk at møde den nye kollega med et hej og byd vedkommende indenfor i det kollegiale fællesskab.

Husk at tage godt imod den nye elev i skoleklassen og gør dit for at skoledagen bliver god. Både som elev og forældre.

Og husk til november, når der er kommunalvalg, at det er mennesker af kød og blod som du og jeg, der har valgt at tage medansvar for få vores fællesskab til at fungere. Og som vi andre forpligter os på med vores kryds.

Her mod slutningen af min tale vil jeg gerne gentage at: Det er i fællesskabet vi finder sammenhold og tryghed. Det er her, vi finder smil og latter. Og det er her, vi er nysgerrige og får udvidet vores horisont.

Så når vi i dag mødes til Sankt Hans og sætter fællesskabet i fokus, så er det måske alligevel en måde at fordrive det onde på: med fællesskab, godt humør og at løfte i flok.

Nu skal vi tænde bålet, og så håber jeg I kan gemme ilden i jeres hjerter og bære den ind i de små og store fællesskaber I er en del af.

Fællesskabet kræver nemlig ligesom bålet og ilden at det bliver plejet og passet.

God aften.